der er i øjeblikket en udsendelses række på DR1 som hedder "en syg forskel". Det handler om forskellen mellem syg og rig og deres overlevelse og livslængde. I udsendelsen ser og hører man om hvordan syg og rig tackler informationer og hvordan tilbuddene varierer. I udsendelsen opleves det som om at de rige får bedre tilbud i det offentlige system, mens de fattige får ringere eller ingen tilbud.
Med de mange år jeg har været i sundhedssystemet, ved at at der er forskellige tilbud som kan tilbydes og at man som behandler vurderer den enkelte patient og giver tilbud ud fra den samtale og vurdering man har med patienten.
I udsendelsen følger man en patient som har mange forskellige sygdomme, og hun har et ønske om en insulinpumpe. Den får hun ikke tildelt fordi hun ikke måler sit blod hver dag. Da hun går ud fra lægen har hun ikke helt forstået problematikken, og spørger sin 17 årige søn om han har forstået noget, hvilket han ikke har.
for mange år siden var jeg i Scotland og besøgte en ergoterapi, hvor der på indgangsdøren stod at i denne måned var 25 udeblevet fra behandling uden afbud. Det var et højt tal i forhold til det jeg oplevede på det sygehus hvor jeg var ansat, og derfor måtte jeg spørge hvorfor folk ikke kom til deres optræning efter håndskade. Forklaringen var at de havde større problemer end bare en håndskade. Dette svar skulle forstås som at de sociale problemer var større end en skadet hånd.
Så når vi nu ser denne udsendelse og de mennesker som deltager i denne udsendelse blotter deres liv for åben skærm, skal vi ikke kun fokusere på deres sygdom, men også det sociale som også er en stor belastning. Så når en patient sidder hos lægen og ikke kan forstå hvad der bliver sagt, kan hovedet være fyldt med mange andre bekymringer og derfor kan det være svært at få det hele med.
Vores sundhedssystem er så opdelt i kasser, at man som patient skal holde "tungen lige i munden" for at kunne få brikkerne til at hænge sammen, og få en forståelse af sammenhæng.
Når vi går på sygehuset undersøges vi af forskellige læger med hvert sit speciale, og som patient er det så ofte os selv som skal samle trådene og få en total forståelse. hvis det sociale liv så også er "sygt" bliver det endnu vanskeligere at samle disse tråde.
Der har i mange år været tale om at vi skulle have en kontaktperson på sygehuset som var trådholder, det vil kun lykkes hvis denne kontaktperson også kan tage de sociale problemer med i
