Har nu haft et par patienter i denne uge, med smerter i hænderne p.g.a. gigt. Mærker det, som jeg sikkert også selv ville forventer, at patienterne håber på, at hjælpemidler eller skinner/bandager giver en hverdag uden smerter.
Når man sidder overfor en patient, er det svært at forstå at patienten ikke kan indse, at når man har en kronisk sygdom, bør man indrette sit liv efter det. At man i hverdagen skal tage hensyn, og ikke tro at tingenes tilstand går over.
Men når man, som jeg, også sidder på den "forkerte" side med en ægtefælle som har ondt, fatter man ikke, at lægerne ikke kan gøre noget til at ændre tingenes tilstand. "Så gør dog noget" har man lyst til at skrige - "forstår det dog" - og man synes man er i andres vold, og ingen gør noget.
Det er vigtigt som behandler at kunne sætte sig ind i patientens situation. Jeg er een gang for meget som pårørende, blevet stillet over for udsagnet " der er andre som har det værre end din pårørende". Men med en syg pårørende sidder man nogen gange i "l..." til halsen, og kan bestemt ikke se hvad andres problemer kommer een ved.
Så - prøv som behandler en gang i mellem at sætte dig på den anden side af bordet. Vi terapeuter mener vi kan forstå patientens hverdag og deres problemer, men vi bør også forsøge at sætte os i deres sted og tage deres "briller" på, for at forstå hvordan hele problematikken hænger sammen.
Den ene patient som jeg har set i denne uge, kan ikke åbne sit hårspænde, p.g.a smerter i sine fingerled. Umiddelbart kunne man have lyst til at sige, så find et andet hårspænde som ikke kræver samme kraft. Men på den anden side, så er det spænde måske med til at give personen et udtryk for sin personlighed, og en form for image. Hvis det ikke var vigtigt, havde hun nok ikke nævnt det.
Så nu tænker jeg, hvordan kan jeg løse dette "lille" problem, som lige nu vokser i mit hoved, og får mig til at prøve at tænke kreative tanker og løsningsmodeller.
Jeg håber jeg kan hjælpe min patient. Har du forslag - kom gerne med det.